Luksussyner

En introduktion til Lars Nørgård

Kunsthistorien har det med at falde i klumper. Den ene stilart har traditionelt afløst den anden, ofte som en reaktion mod den forrige. Tendenser, bevægelser og nye teknologiske landvindinger skaber nye veje og vildveje for kunsten, der hurtigt sættes på plads i det vildtvoksende system, der kaldes kunsthistorie. Men når kunsten sættes i historisk system, stritter alt det, der ikke passer ind i kategorierne, ud af kunsthistoriens sprækker. Disse utilpassede kunstnere bliver så enten betragtet som foregangsmænd eller som særegne i en grad, der gør dem til kunsthistoriske enere. Kunsthistorien er fyldt med disse enere. Kunstnere, der ikke lige kan sættes på formel, men som er med til at rykke kunsten i nye retninger i al deres unikke egenhed.

En sådan kunstner er Lars Nørgård. Selvom han brød igennem i 1980’erne som en del af Værkstedet Værst og dermed af generationen, der fik tilnavnet De Unge Vilde, har hans udtryk aldrig været en del af et generationsbillede. Skønt de lidt mørke og krøllede portrætter af de folk, der i 80’erne omgik Lars Nørgård, er udsprunget af punken og den sorte tid, som den nostalgisk kaldes, er de alle skabt med et glimt i øjet og ud af en mere klukkende end bidsk absurd omgang med omverdenen. Lars Nørgård tolkede allerede dengang det meningsløse som det absurde. Et spor, han har fulgt lige siden i sit maleri og i sine tegninger, der i en konstant penduleren mellem det figurative og det abstrakte lader det absurde udgøre sin klangbund.

For første gang nogen sinde griber vi tilbage i Lars Nørgårds værk for at vise hele historien i en udstilling. Fra de føromtalte portrætter af kollegerne og en tid, der var løssluppen og eksperimenterende, over de farvestærke og sirligt opmalede figurmalerier og til de nærmeste abstrakte farveflader, hvor figurationen ligger og lurer lige under laseringen. Vi tager også fat i tegningerne, der om noget har udgjort en vigtig og vedkommende undertekst til maleriet. Fra de blygnistrende sorte stregtegninger, sat på papiret i hårde tryk og med rasende, cirkulerende bevægelser, og til de fint optegnede absurde scenarier a la Gary Larson, afsat på papiret i en lang, ubrudt streg. Indimellem kigger vi på skulpturerne, der står som opmalede tegninger i rum, på de mange illustrationsopgaver i samarbejde med landets fremmeste forfattere, og på udsmykningerne, der gør det særegne Nørgårdske univers tredimensionalt. Disse faser hos Lars Nørgård falder dog ikke strengt lineært. I stedet pendulerer Lars Nørgård mellem de forskellige medier, mellem det figurative og det abstrakte, i en konstant søgende centrifugal bevægelse og med en rasende produktivitet, der kan gøre selv den mest hærdede maler stakåndet.

LUKSUSSYNER kalder Lars Nørgård dette tilbageblik. Allerede titlen markerer den klukkende distance, der er så præsent i hans værk. Et syn kan både være et gøglebillede, et fatamorgana, altså i sidste ende et falsum. Og det kan også være et overjordisk og guddommeligt møde, der ikke lige er til at ryste af sig. For Lars Nørgård kan det sagtens være begge dele. Gøglebilledet og den overjordiske sitren kan nemt eksistere side om side. Og dét endda i den absurde sammensætning med luksus. Almindeligvis er et syn jo ikke en luksusforeteelse. Luksus er forbundet med noget dybt materielt. Så enten er et luksussyn en overdådig guddommelig tilsynekomst – eller et dekadent og velsmurt falsum. Lars Nørgårds kunst står konstant og vibrerer mellem disse to poler: den eksistentielt afsøgende og den iscenesat distancerede. Det er denne tilstand af både-og, der er med til at gøre dem levende.

Ordet ”absurditet” kommer nemlig af ”meningsløshed” på latin. Absurditet er noget andet end falden-på-halen humor. Snarere fremkommer absurditeten, når nogen forsøger at agere meningsfuldt på en meningsløs måde. Når tilværelsen finder sin egen meningsløse mening, selvom vi konstant leder efter den meningsfulde mening, mærker vi absurditetens vingeslag. Derfor er Lars Nørgårds meningsløshed langt fra nihilistisk, men snarere et absurd teater, iscenesat og orkestreret ned til mindste detalje med en perfekt castet rollebesætning af piccoloer, snemænd, kaktusser, fiskeben, og hvad der ellers er faldet ind i billedernes helt egen logik. Også i de abstrakte billeder truer absurditeten med at overtage billedfladen. De tilsyneladende ekspressive penselstrøg kan også ses som visuelle flader, som imiterer en ekspressivitet, og som synes at være vokset ud af det figurative. Små spor efter figurer ligger under de fleste billeder. Det er, som om, at figurerne er støbt i plast og herefter smeltet, gjort formbare og strakt i amorfe former, der vrider og vender sig i myldrende og cirkulerende bevægelser. Fladerne og strøgene er alt for kontrollerede til for alvor at være ekspressive. Og alligevel sitrer hvert enkelt billede af indestængt energi. Måske netop fordi energien hele tiden holdes i skak af kontrollen.

Lars Nørgård er således både kontrolleret og ekspressiv. Hans proces foran lærredet, der dokumenteres på fin vis i Joachim Rosenstands lille film XXX, er fyldt med bevægelse. Rastløse og pludselige bevægelser, der angriber lærredet fra mange vinkler, vidner umiddelbart og rent kropsligt om en ekspressiv proces. Og alligevel ligger hele det sirligt konstruerede figurgalleri fra Lars Nørgårds figurative billeder et eller andet sted under hvert eneste penselstrøg. Måske fordi tegningerne i bund og grund udgør nøglen til hans værk.

Lars Nørgård har altid tegnet. Han tegner på alle tider af døgnet. Blokken ligger på hans sengebord og medbringes overalt. Alt starter med en tegning. Og Lars Nørgårds tegninger er ikke løse skitser. Tværtimod er de præcise og sirlige afbildninger af absurde situationer, som vi på den ene side genkender, men som vi aldrig før har set. Underholdende, javist, men samtidig skærende alvorlige i al deres tavse ensomhed. Som hos surrealisterne opstår tegningen som et spontant billede, når pennen sættes mod papiret. Og det billede, der kommer frem, synes at være opstået som det allermest naturlige fra sindets mange afkroge.

Er Lars Nørgård så en overvintret surrealist? Ikke udelukkende. Farveholdningen kunne stamme fra popkunsten, billedrummet fra den amerikanske ekspressionisme. Men mest af alt er udtrykket Lars Nørgårds helt eget. KUNSTEN ejer en betydelig samling af Lars Nørgårds værker. Vi mener, at hans værk i al dets egenhed udgør en væsentlig brik i den danske kunsthistorie. Udstillingen LUKSUSSYNER tager derfor sit afsæt i Lars Nørgårds seneste malerier, hvor en sammensmeltning mellem de figurative og de abstrakte udtryksformer har fundet sted. Herfra gribes der tilbage i et værk, der er dets helt eget. Konstant på nippet til at gå ind i folk med træsko på for så alligevel at distancere sig fra publikum ved at holde absurditeten op som distanceblænder. Som sådan går hans værk både alene og forrest.

Vi ønsker at rette en stor og varm tak til de mange, der har gjort udstillingen mulig. Tak til alle udlånere, der generøst har udlånt deres værker. Tak til Peter Michael Hornung og Signe Marie Jacobsen for artikler til kataloget, tak til Claudi Thyrrestrup for fotografering og til Dan Eggers for grafisk design. Tak til medarbejdere og kolleger for at holde gejsten oppe. En stor tak skal rettes til de fonde, uden hvis støtte udstillingen ikke havde været mulig: tak til Spar Nord Fonden, Bikubenfonden, Knud Højgaards Fond og Beckett-Fonden for støtte. Endelig omfatter takken Lars Nørgård selv: for hans utrættelige energi, hans smittende engagement og hans kunst, der både glæder, undrer og bringer os nye veje hen.