Litografiet var kattens

Tegneren Lars Nørgård – der er maleren Lars Nørgårds gale tvilling, hvis ikke omvendt – tegner for det meste på papir, men han kan også finde på at tegne på lærred, og han er virkelig glad for at tegne på sten, som de 8 litografier fra værkstedet Clot i Paris med al hjemsøgende tydelighed demonstrerer.

Lars Nørgård tegner figurativt, men hans figurer – mennesker, dyr, briller, skibe, planeter, alskens konkrete fænomener – blander sig med hinanden eller måske retterefører til hinanden med deres helt egne absurde og humoristiske drømmelogik.

Lad os prøve at fare konstruktivt vild i det litografi, der hedder ”Næsehornsfugl”. Næsehornfuglen er en fugleart, der findes i virkeligheden:
”Bucerotidae, familie af skrigefugle med 54 arter i Afrika og tropisk Asien mod øst til Filippinerne. De er mellemstore til store (38-126 cm), langhalede fugle med et meget stort, opsvulmet og nedadbuet næb.”

På litografiet stikker en næsehornsfugls vellignende hoved op af bukselommen på en soldat med en række medaljer (på dansk kaldet sildesalat) på skulderen og pikkelhjelm på hovedet, der står og lytter (og skæver) til et fuglehus, der er sømmet fast til et træ. Manden har en stor næse (placeret under skulderen, over sildesalaten), og fra næseboret løber en streg ned til næsehornsfuglens næb. Den streg ligner på samme tid mandens mund-løse underansigt, uniformskjortens meget åbne åbning og en fiskeline, der har fået næsehornsfuglen på krogen.

Navnet næsehorn sammenligner dyrets horn med menneskets næse. Navnet næsehornsfugl sammenligner fuglens næb med næsehornets horn (egentlig burde navne være Næsehornsnæb!). Litografiet komplicerer knopskydningen yderligere med den kortslutning på tværs, at den lige linje, der går mellem næse og næb, forvandler fuglen til en fisk.

Vi kan bastant tolke litografiet som en allegori på kunstnerisk inspiration:

Den poetiske fugl, hvis faste kontor du med militærisk disciplin afventer ordre fra, tager dig ved næsen som et monstrøst ordspil i og på dit eget lommeuld.

Den kunstneriske praksis fremstilles helt anderledes simpelt og kontant i meta- litografiet ”Makulatur med hunden” (det eneste hvis motiv ikke er en – i jazz-forstand – standard i tegne-oeuvret; det er improviseret frem på stenen på stedet):

Cheshire-katten presser med sit usynlige smil den varme hund, så den bliver lige så flad som en hund-redelap.