Ordet imperial er latinsk og er afledt af imperium, der som verbum hedder imperare, dvs. at herske. Det er betegnelsen for den kejserlige autoritets udstrakte magt. Det er derfor en paradoksal titel, som Lars Nørgårds (f. 1956) har valgt at give sin nye udstilling i DGV Galleri, der knejser som en skønhedens kridhvide oase med spir og det hele ud til det glitrende Svendborgsund med kig til Thurø. Fyns svar i lille format på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk – og Danmarks smukkest beliggende, privatejede galleri.
Titlen er paradoksal, fordi det mere er kaos end kejserlig orden, som hersker i Nørgårds kun 30 x 30 cm store, ”imperiale” maleri, som ikke desto mindre indeholder en hel symfoni af farver og former. Det er ikke en detalje fra et af de større malerier, men tværtimod et billede i sin egen ret – sprællevende og lige ved at sprænge rammen.
Lars Nørgård kan om nogen i dansk kunst skildre kaos eller måske snarere indfange det uindtagelige virvar, som præger livet, med sin sikre, visuelle lasso. Han er second to none og fejler aldrig, når det gælder at give det uforudsete plads i sin kunst. Han skaber en række æstetiske sammenstød, der sender gnister ud i rummet. Man skulle tro, at hans aftenlæsning var ”kaospiloten” Tom Kristensen (1893-1974), som i sin berømte digtsamling ”Fribytterdrømme” (1920) skriver (i digtet Rio de Janeiro):
”Jeg tror på spraglede, springende toner, /rødt, hvidt, lilla, grønt, gult og blåt; jeg tror på alt undtagen på gråt. /Javist er det grønne for øjet godt / og rødt nervøst for visse personer — /jeg tror på alle dyder og skændsler, smører dem op med hvad farver og djærve pensler, /jeg finder for godt.”
Intet står stille inden for rammen. Alt er i bevægelse. Det er i høj grad moderne kaos- billeder, som Nørgård begår – en slags turbulens-maskiner, der visualiserer det evige fluks, som hersker i såvel mikro- som makrokosmos. Det betyder også, at de kan tåle at blive set på igen og igen. Motiverne – dvs. formerne, farverne, skraveringerne, opløsningerne og sammenstødene – forandrer sig uophørligt foran betragteren og ændrer også farve, alt efter hvornår på dagen de betragtes eller på hvilken årstid.
Man sporer tydeligt, især i Lars Nørgårds værker fra de seneste ca. 15 år, hans afsæt i den amerikanske, abstrakt-ekpressionistiske tradition, som han fik tidligt ind under huden i USA, nærmere bestemt på Academy of Art College i San Francisco, hvor han uddannedes sig i 1980-81. Hjemme i Danmark indgik han imidlertid gruppen af toneangivende figurativister som ung og vild kunstner omkring Værkstedet Værst lidt senere i årtiet. Et vigtigt sidespor er tegningen, som hans absurde humor og rigt strømmende fantasi kan få frit afløb i. Her er der tale om en slag stream of consciousness. Derudover har Lars Nørgård også lidt af en arkitekt i maven og har løst en række store udsmykningsopgaver, som viser hans sensitivitet over for rum, senest til Skejby Sygehus i
Aarhus, hvortil han har skabt to magtfulde malerier – et stort i højformat og et meget stort i bredformat. Begge værker hænger nu med hjælp fra Ny Carlsbergfondet i Nuklearmedicinsk Afdeling og PET-Center.
Den uro, som præger Lars Nørgårds eruptive malerier, forplanter sig til betragteren. Som den franske filosof Henri Bergson (1859-1941) har gjort gør rede for – her tænker jeg især på hovedværket ”Den skabende udvikling”, (fra 1907, på dansk i1915), hvor han med afsæt i vitalismen fremhæver dissonans som en særdeles virkningsfuld måde at skabe billeder på. Hermed tænker han på billeder, der hverken forsoner, søger harmoni eller overensstemmelse, men som snarere giver bevidstheden et chok, fordi de rummer en række sammenstød mellem sanseimpulser, der skaber liv, som ækvivalerer med det virkelige, heterogene og uoverskuelige liv, og som forplanter sig til betragteren. På en måde er konfrontationen med denne type af billeder helende for betragteren, mener Bergson, som uden tvivl ville have sat pris på Lars Nørgårds maleri, hvor kaos og energi råder.
Lars Nørgårds nye værker til udstillingen i DGV er alle blevet til i 2019. De bærer titler som ”Folklore Blush”, ”Sawdust Night”, ”Cattails”, ”Dark Knight” og ”Arial Waltz”. Disse titler er først kommet til ham, efter at han har malet billederne færdige. Umiddelbart forekommer de absurde, men på den anden side er det, hvad kunstneren ser i dem umiddelbart, uden at han på nogen måde vil lade dem virke styrende for betragterens egen ”læsning” af dem. ”Folklore Blush” henviser ifølge kunstneren til hofkulturens dyrkelse af pudderparykker kindrødt – med en henvisning til det snavsede og vellystige liv, som udspiller sig bag denne ”iscenesættelse”. ”Sawdust Night” er næret af en forestilling om en oversavet dame eller billedligt talt oversavet kunst med savsmuld og stjernedrys. ”Cattails” giver kunstneren associationer til dunhammere, en kattehale rundt om et dørhåndtag og følelsen af pludseligt opbrud i retning af ”vi skal altså gå nu, det trækker ind, læbestiften er kun halvt lagt på.”
”Dark Knight”: Mudderet krakelerer som en udtørret flodbund, tøjstumper ligger spredt omkring. En nøgen ridder er gået på café. ”Cracklepaste” bruger Lars Nørgård af og til som et selvpålagt benspænd, når han maler. Det lever sit eget liv på fladen og kan ikke fjernes igen. ”Aerial Waltz” handler om hele landskabet (her tænker han især på baghaven på Fyn, hvor han har sit andet hjem og bor og arbejder. I denne tilstand svæver man og danser en luftig vals med en flyvende flora og fauna.
Men det er kun stikord. Mulige veje ind i disse visuelt stærke og virtuost fremstillede malerier, som Lars Nørgård har skabt til den nye udstilling.