Lars Nørgård (f. 1956) opererer ifølge eget udsagn med ”en lang række på hinanden følgende lykkelige ulykker ved staffeliet og ved tegnebordet”. Resultatet er en række højenergiske og farvestrålende malerier samt et utal af tegninger med tusch- og brushpen, der giver liv til nogle absurd-humoristiske, surreelle situationer. Disse rent ud gakkede papirarbejder kan sammen med fem vægtige abstrakt-ekspressive maleri for tiden opleves i Charlotte Fogh Gallery i Aarhus på gruppeudstillingen Over stregen.
Men lad os her lige spole tiden lidt tilbage, før vi lander i nutiden: Lars Nørgård dukkede op på den danske ’scene’ helt tilbage i 1980’erne, da han afbrød sit studieforløb i San Francisco, hvor han havde taget en bachelorgrad i maleri. På et besøg hjemme i Danmark i 1981 besluttede han sig til at blive. Det skete, efter han havde mødt nogle af sine generationsfæller i det famøse Værkstedet Værst, en kunstnerisk rugekasse i Rosenørns Allé med et særdeles frugtbart, eksperimenterende miljø. Det ville han ikke gå glip af.
Værkstedet Værst var firserkunstnernes mest eksperimenterende platform og som sådan en pendant til 1960’ernes mere socialt og politisk engagerede Eks Skole. Midt i det store, brogede opbud af kunstnere, som i medierne gik under fællesbetegnelsen ’De unge vilde’, skilte Nørgård sig ud som en mere klassisk, figurativ maler med sin genuine motivverden – ikke sjældent serveret med tungen i kinden og med et overskud af sort humor.
Stoffet henter han i sit indre
I modsætning til mange af sine generationsfæller, som gik på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1980’erne – her tænker jeg især på Claus Carstensen – har Lars Nørgård aldrig opereret med et teoretisk metaplan – han er en reflekteret og vidende kunstner og også en skrivende kunstner og en intellektuel og tænksom personlighed, men han er først og fremmest en maler, som henter sit stof fra egne oplevelser og drømme, og gnisten er hans grænseløse, visuelle fantasi.
Lars Nørgård begyndte oprindelig som fotorealist, men opholdet i San Francisco sporede ham ind på den amerikanske abstrakte ekspressionisme, og det er tråden fra den tid, han har taget op i det nye årtusind med sine helt eller delvise abstrakte malerier.
Inden da gennemløb hans kunst forskellige faser. Han blev i en overgang i 1980’erne sin generations iagttager og kommentator, hvilket fremgår tydeligt af de velkendte generationsportrætter af kunstnerkollegerne fra Værkstedet Værst. Disse humoristiske og allegoriske generationsportrætter dokumenterede livet i kunstnerkolonien på godt og ondt – på en måde, som kan sammenlignes med den noget ældre tyske kunstner Jörg Immendorffs karikerende, kulturkritiske generationsportrætter i serien Café Deutschland, som har skrevet sig ind i tysk kunsthistorie.
160 x 170 cm, distemper on canvas, 1982
I denne såkaldt krøllede periode – ikke ulig Vilhelm Lundstrøms ditto – demonstrerede Nørgård sin evne til hurtigt og træfsikkert at kondensere personers fysiognomiske og fysiske træk. Man mindes også karikaturkunstens Michelangelo, Honoré Daumier, når man fx ser Nørgårds portræt af kunstsamleren og kuratoren John Hunov og fru Birte Inge Christensen posere i Adam- og Evakostume eller kollegerne Dorte Dahlin og Berit H. Jensen hængt ud som halvnøgne varietépiger. I lighed med de såkaldte bad paintings, hvor det gjaldt om at male så grimt som muligt med en bevidst vrængende attitude, anvendte Nørgård en grøn- brun jordfarvepalet i denne firserfase.
Højenergiske malerier
I sine fem nye malerier til Charlotte Foghs Galleri går Nørgård step by step helt ud til kanten i en brydekamp mellem sin fantasi og sin evne til at udstanse den i form af nogle højenergiske billeder. Lærredet udfordrer hele tiden kunstneren, som ofte tager nye indfaldsvinkler og metoder i brug. Der er tale om nogle vitale og jazzede malerier samt en række absurde tegninger, hvor indianere, bavianer, dykkere, fisk og andre ting er ude at gå.
Man bemærker, at Lars Nørgård, når han maler, anvender farven, så den både skaber harmoni og disharmoni på en måde, så billederne udsender elektriske udladninger. Det sker bl.a., fordi han veksler mellem kolde og varme farver i mange nuancer og samtidig fylder lærredet med en mængde forskellige former, som brydes og støder fra eller sammen med hinanden, så malerierne holdes i konstant bevægelse. Han ridser også i malingen og anvender som en lille kemiker mange forskellige
materialer, som han maler med. Derved opstår en meget levende og vibrerende overflade. Der er tale om et kontrolleret kaos – som en metafor for menneskelivet. Øjet har konstant noget at græsse af, når man betragter et maleri af Lars Nørgård.