Lars Nørgård har netop afsluttet en række nye malerier og har lagt sidste hånd på en suite tegninger til udstillinger i efteråret 2007. »Der er tale om en lang række på hinanden følgende lykkelige ulykker. Det er som at kaste en spand farve op ad væggen. Enten bliver det smukt eller også grimt. Det er et spørgsmål om held,« siger han om sine eksplosive og farvestrålende malerier
Der hersker ingen tvivl om Lars Nørgårds (f. 1956) betydning som en af de væsentligste fornyere af maleriet i senmoderniteten, og når det kommer til hans surreelle og gakkede tegninger, nærmer vi os det geniale. Hvorfra kommer disse absurde ideer? Hvordan ser det sind ud, som genererer fladpandede sømænd, kyllinger med hajfinner, vandrende globusser og juletræer af fiskeben? spørger man sig selv. Allerede i 1980’erne fik kunstoffentligheden et godt øje til Nørgårds maleri, men i 1990’erne mødte et meget bredere publikum hans kunst, da han for DSB udførte en serie plakater med den for ham karakteristiske streg, der fanger hans vilde ideer i flugten. Med sin gakkede og gådefulde humor satte han så at sige fut i togdriften på alle stationer i landet.
Men lad os her lige spole tiden tilbage til begyndelsen, inden vi lander i nutiden, så nye læsere kan være med: Lars Nørgård dukkede op på den danske ’scene’ i begyndelsen af 1980’erne – idet han afbrød et studieforløb i San Francisco, hvor han var ved at uddanne sig som maler. I stedet for en MA blev det derfor kun til en bachelor grad fra Academy of Art College. På et besøg herhjemme i 1981 besluttede han sig til at blive. Det skete, da han mødte nogle af sine generationsfæller i det famøse Værkstedet Værst, en kunstnerisk rugekasse i Rosenørns Allé, hvor han fandt et særdeles frugtbart, eksperimenterende miljø, der gav medlemmerne en masse udfordringer. I denne fase præsenterede han sig som en rigtig maler-maler – midt i det store, heterogene opbud af kunstnere, som i medierne gik under fællesbetegnelsen ’De unge vilde’, skilte Nørgård sig ud som en mere klassisk, figurativ maler med sin genuine motivverden – ikke sjældent serveret med tungen i kinden og et overskud af sort humor.
I modsætning til mange af sine generationsfæller, der gik på Kunstakademiet i 1980’erne, har Lars Nørgård aldrig opereret med et teoretisk metaplan – han er en reflekteret og vidende kunstner, en intellektuel og tænksom sjæl, men han er ikke nogen akademikernørd, hvis kunst bliver til på baggrund af læsninger og teoretiseringer. Hans kunst næres snarere af fantasien og intuitionen.
Han begyndte oprindelig som fotorealist, men opholdet i San Fransisco sporede ham ind på den amerikanske abstrakte ekspressionisme. Imidlertid skiftede han som nævnt spor, da han vendte hjem og blev denne seer og kommentator, hvilket tydeligt fremgår af de velkendte generationsportrætter af kunstnerkollegerne fra Værkstedet Værst. Disse humoristiske og allegoriske generationsportrætter dokumenterede livet i kunstnerkolonien på godt og ondt – på en måde, som kan sammenlignes med den noget ældre tyske kunstner Jörg Immendorffs karikerende, kulturkritiske generationsportrætter i serien ’Café Deutschland’, som har skrevet sig ind i tysk kunsthistorie. I denne såkaldt krøllede periode – ikke ulig Vilhelm Lundstrøms ditto – demonstrerede Nørgård sin sublime evne til hurtigt og træfsikkert at kondensere personers fysiognomiske og fysiske træk. Man mindes også karikaturkunstens Michelangelo, Honoré Daumier, når man fx ser Nørgårds portræt af kunstsamleren og kuratoren John Hunov og fru Birte Inge Christensen posere i Adam- og Evakostume eller kollegerne Dorte Dahlin og Berit Jensen, hængt ud som halvnøgne varietépiger. I lighed med de såkaldte bad paintings, hvor det gjaldt om at male så grimt som muligt med en bevidst vrængende attitude, anvendte Nørgård en grøn-brun jordfarvepalet i denne tidlige fase.
Senere kom de gakkede, surreelle fabuleringer til. De invaderede til manges overraskelse pludselig Nørgårds maleri, som blev suppleret med en mængde absurde tegninger. Tegningerne nærede maleriet og omvendt i denne næste, meget frodige og produktive fase, der varede ca. 10 år. Man forundredes over den endeløse fantasi, der prægede hans værk i disse produktive år. Men i 1998-99 ophørte Nørgård med disse absurde, figurative rebusagtige billeder, hvor han spillede subtilt på forholdet mellem billedets handling og titlen, hvorved nye associationer og betydningsspor dukker op – en evne han til dato stadig demonstrerer: Han var kørt træt og følte sig efterhånden som håndlanger for sin stadig mere krævende fantasi. Maleriet havde udartet til ren illustration, og han efterlyste spænding og overraskelse. Han begyndte derfor på at male billeder, som han ikke kendte på forhånd. Billeder, som fungerede som en art forskningsproces, og som gav plads til eksperimentet. Nu begyndte en fase med hyperenergiske og farverige, semi-figurative malerier, som denne bog i rigt mål eksemplificerer med fokus på de seneste ca. 4 år. I denne fase har Nørgård raffineret sin metode og skærpet sine virkemidler, så han kan styre den meget vanskelige – også teknisk set – skabelsesproces. I disse kalejdoskopiske malerier ophæver Nørgård centralperspektivet. I stedet kastes former, linjer og bånd ud på billedfladen med en centrifugal kraft. Farverne er næsten skingre og ’clasher’ imod hinanden, idet Nørgård i høj grad bruger kontemplementærkontraster og kold-varmkontraster. Der er er langt fra tale om pæne eller smukke billeder, snarere om farlige og højenergiske billeder. Det er kraftudladninger, som er lige ved at kæntre, men som reddes på målstregen af Nørgårds kompositoriske og koloristiske træfsikkerhed.
Disse billeder er forførende – både for betragteren og for maleren selv. Her går Nørgård step by step helt ud til kanten i en brydekamp mellem hans grænseløse fantasi og hans evne som billedmager. Lærredet udfordrer hele tiden kunstneren til at tage nye indfaldsvinkler og metoder i brug. Eksperimentet fortsætter fra billede til billede i en lang kædereaktion. Vi mødes en varm sommerdag i Lars Nørgårds store atelier i en fabriksbygning på Nørrebro i København. Et pragtfuldt, højloftet rum med to etager og en svalegang på første sal, som tillader kunstneren at komme på afstand af malerierne og se dem lidt for oven. Rummet giver ham mulighed for at arbejde i helt store formater, så han kan udføre de mange udsmykningsopgaver, som han fortløbende har bestillinger på.
Du har sat mange farver i spil i dine kæmpemalerier. Hvilken rolle spiller farven for dig?
»Jeg anvender farven, så den både skaber harmoni og disharmoni. Jeg tilstræber, at der opstår en masse energi – billedet skal nærmest udsende elektriske udladninger. Til det formål veksler jeg bl.a. imellem kolde og varme farver. Hvis du ser på det røde parti dér (Lars Nørgård peger på et område af et meget stort maleri i højformat), så har jeg brugt tre forskellige røde farver, både varme og kolde, hvilket holder maleriet i bevægelse. Desuden arbejder jeg med en variation i stoflighederne – i det hele taget går jeg meget op i variationen på fladen. Nogen gange overtager den lille kemiker processen (latter). Jeg skal vide, hvor meget farven skal tørre, inden jeg påfører et tyndt lag oven på et tykt. Jeg gør alt det forkerte, alt det, man ikke må inden for maleri for at få nogle spændende virkninger frem. Jeg skal vide på minuttet, hvornår jeg skal slå til. Arbejdet med disse malerier er derfor enormt intenst. Der er ikke plads til andet, mens det står på, og man kan ikke bare gå hjem midt i det hele.«
Du opererer også med krakeleringer, der kan minde om et stykke geologisk materiale som fx eroderende jordskorper. Disse partier er sælsomme, men også meget smukke. Hvordan laver du dem?
»De er fremstillet på baggrund af vandbaseret oliemaling, som jeg lader tørre. Derefter hælder jeg tynd farve uden på den halvt tørrede farve, og så hænger den ved nogen steder, mens den falder af andre steder, hvorved disse krakeleringer opstår. Der er tale om en lang række på hinanden følgende lykkelige ulykker. Det er som at kaste en spand farve op ad væggen. Enten bliver det smukt, eller også grimt. Det er et spørgsmål om held.«
Maler du nogen gange over, hvis det ikke lykkes i første hug?
»Ja, det hænder. Men mens nogle af mine nye billeder har siddet der fra starten, har jeg måttet slide i det for at få andre til at lykkes. Her (Lars Nørgård peger på et område af et maleri med ridser i malingen) bruger jeg fx gamle, stive pensler, som har stået med farve på, så man kan lave særlige spor i malingen. Nogen gange bruger jeg bevidst materialer, der ikke går i kemisk forbindelse, hvilket kræver, at det hele bliver lakeret over, for ellers falder det af. Her har jeg brugt kinesisk tusch oven på oliemalingen«, siger Lars Nørgård og peger på et sort parti.«
Det er en hel verden af stofligheder og overfladevirkninger, når man går tæt på lærrederne. Øjet får virkelig noget at græsse af for nu at bruge en kendt metafor.
»Det er også min hensigt,« smiler Lars Nørgård.
Hvordan kommer du i gang med sådan et kæmpemaleri?
»Tidligere, da jeg endnu malede efter en forudgående idé, startede jeg med at tegne et motiv op. Men på mine nye malerier slynger jeg farven på, og penslen kommer kun lidt i brug. De sorte konturlinjer, som du ser på det færdige billede, kommer først til billedet til allersidst. Inden da skal jeg skabe et skelet eller en ruin at bygge op på. Jeg kan ikke bare sætte farvefelter ind på et hvidt lærred, og jeg har ingen anelse om, hvor billedet ender, når jeg går i gang. Hvert farvet felt har sin egen personlighed – det er et mikrokosmos. Undertiden er det nødvendigt at indsætte nogle mosaikagtige elementer, som forhindrer, at billedet får et fikspunkt eller et centrum. Billedet skal hele tiden vrides væk fra en mening. Hver gang man tror, at nu har man en mening, skal den forsvinde til fordel for en ny mening.«
Ligesom fikserbilleder?
»Ja, lige netop! Og når jeg arbejder med kvadratiske billeder – og det sker tit – forsøger jeg hele tiden at fjerne centrum fra midten.«
Men hvad handler disse billeder fundamentalt om? Selv læser jeg dem som en fantastisk metafor for kaos og orden. De rummer lige meget af begge dele. Hvad siger du selv?
»Jeg synes også, de afspejler hele mit eget liv, som er lige dele kaos og orden (latter). Malerierne har en kolossal betydning for mit velbefindende – jeg er ikke særlig rar at omgås, hvis jeg ikke har malet et stykke tid. Dermed ikke være sagt, at det er terapi for mig, men der er tale om et eksistentielt vigtigt felt for mig. Mit maleri er et fuldkomment drug, og det er meget vanskeligt at holde ferie fra det. For mig er maleriet det eneste medie, der giver adgang til disse uendelighedsoplevelser, som uophørligt lader nye aspekter dukke op. Billedet tager sig hele tiden forskelligt ud og giver mig konstant nye oplevelser. Når jeg ser på det billede (Lars Nørgård peger på et større maleri i atelieret, red.), så opdager jeg pludselig noget, som jeg aldrig har set før – på trods af, at jeg selv har malet det. I modsætning til skulpturen, filmen eller musikken, der også kan rumme disse uendelighedsoplevelser, kræver maleriet ikke den store mandsopdækning. Én mand alene kan skabe hele dette uendelighedsforløb, og hvis jeg ikke bryder mig om det, kan jeg bare skære det i stykker eller male det hele over og starte forfra. Selv om man ikke kan se tegningerne, så er de til stede. Der er et moment af ikke-løsning, af gåde, ligesom i tegningerne. Men når jeg har forladt de komiske tegninger, som jeg i en lang årrække malede ind i maleriet, så skyldes det, at jeg ikke mener, at det holder at projicere en vittighed fra et A4 ark op til de monumentale formater, som mange af mine malerier har i dag.«
Lars Nørgård tegner, især når han befinder sig i Israel eller i Den blå Lagune på Island, hvor han jævnligt opholder sig, når han er i behandling for sin psoriasis. Han får stadig tegne–papirer leveret fra USA – han foretrækker det amerikanske B-format, som han blev fortrolig med i sin ungdom i San Fransisco. Han tegner i et rasende tempo, og tegningerne kommer i grupper på op til 25 om dagen. Han kan mærke, når han åbner øjnene om morgenen, om det vil blive en god dag med tegninger. Det kræver, at tavlen er visket ren. Han tegner især, når han er undervejs og ikke er bundet af dagligdagens mange forpligtelser. Nørgård plejer at have ca. 150 tegninger med fra et månedlangt ophold. Siden 1990’erne har han skabt så mange tegninger, at man kunne fylde væggene i et stort museum fra gulv til loft. I hans seneste udstilling med tegninger i et af Statens Museum for Kunsts fokusrum indgik 202 tegninger. Elementer af tegningerne indgår i hans malerier: Fartstriber og snurretoppe – hyppigt forekommende figurer – kan identificeres i begge medier. Der er tale om en pendulering mellem effekter og elementer fra tegningerne, som integreres i maleriet.
Ser du tilbage med vemod på de sjove og hårde år i Værkstedet Værst?
»Ja, det gør jeg, men det er jo en klassiker at se tilbage på sin ungdom med vemod. Vi var på den ene side marginaliserede, rebelske og punkede, og på den anden side stod vi skoleret, når fx John Hunov var i farvandet og ville købe et billede (latter). Idealismen holdt ikke en meter. Så gik man ned i Café Dan Turéll for at prale med sit salg. I dag lever vi meget spredt og ses kun ved festlige lejligheder som fødselsdage, bryllupper og barnedåb Så er det imidlertid vældig sjovt at mødes. Men vi taler aldrig mere om kunst og penge.
Men jeg har meget svært ved at håndtere tiden. At årene går er ganske enkelt forfærdeligt. Jeg tegner ofte ure og betragter livet som ét langt målebånd. Jeg henter en saks og klipper et lille stykke af til nytår. Det er selvpineri, men en nødvendighed for mig. Tidsaspektet ligger også i selve maleprocessen.«
Ja, og dine komplekse malerier må være ret tidskrævende?
»Ja, og de er også meget vanskelige for mig. Et temmelig kompleks maleri kræver en temmelig omstændelig og tidskrævende proces. Hvis jeg ville lave et pænt og overskueligt, konstruktivt maleri, der er i pagt med tidsånden, kunne jeg bare gøre det. Men det går ikke. Jeg gør det hele tiden svært for mig selv og for beskueren at trænge ind i billedet. Det skal være vanskeligt at håndtere. Lige så snart jeg kender min egen form og teknik, mister jeg interessen. Det er svært at rumme alle disse former i hovedet. Der skal være en dybere mening med billederne, når man som kunstner bruger hele dit liv på dem. I modsætning til Per Kirkeby, der forbinder sit maleri med natur, så er mit maleri baseret på processer i mit indre. Jeg kan ikke formidle mit budskab med ord. I modsætning til Claus Carstensen og Peter Bonde, der i 1980’erne prædikede om, at det enkelte værk ikke havde nogen selvstændig betydning, så mener jeg, at det har det netop. Man skal kunne tage ét billede ud, og det skal også om 25 år have en fuldgyldig mening.«
På den måde er du en klassisk kunstner, der tager kunstinstitutionen og værkbegrebet alvorligt?
»Ja, i høj grad!!«
I sine seneste værker bevæger Nørgård sig ad to hovedspor: Elementer af figuration dukker op her og der, samtidig med at han hele tiden bryder billedet op, så det bliver fremmedgjort og abstrakt. Billedets mange planforskydninger, den centrifugale kraft, elementerne, der clasher og slår gnister op imod hinanden, når de mødes på fladen, alt dette giver energi. Der er både dybde og flade, dynamik og stilstand, kolde og varme områder i billedet, der samler sig til en kompleks, men visuelt stimulerende og underholdende helhed. I denne seneste fase er Lars Nørgård vendt tilbage til sin ungdoms abstrakte ekspressionisme, som han bøjer i sin egen retning. Det er stadig den amerikanske, abstrakte ekspressionisme, som inspirerer – Pollock, de Kooning, Rauschenberg, Lichtenstein og sidst, men ikke mindst, den for tiden stadig mere aktuelle maler Philip Guston, som rumsterer som en art klangbund for kunstneren. På dansk grund er han en energisk enegænger, hvis malerier også næres af beatmusikken fra 1960’erne og 1970’erne, navnlig Captain Beefhearts kompositioner, der er karakteriseret af mærkelige miks og surreelle og gådefulde tekster, en musik, der vrider, vrænger og vender tingene – i lighed med Nørgårds maleri. Denne berømte komponist og musiker er også maler, og i dag er han i stald hos Michael Werner, hvor han optræder under sit rigtige navn, Don van Vliet. Musikken inspirerer i høj grad Lars Nørgård. Han maler også til lange improvisationer af så forskellige musikere som Miles David, Pat Metheny, Grateful Dead og til de tidlige Pink Floyd fra hans ungdom. I det hele taget skal man ikke stå for sent op, hvis man vil opleve Nørgårds værker, der i de senere år også er blevet suppleret af en række bronzeskulpturer og til hans nye udstillinger også med porcelænsskulpturer med motiver af hans figurative nonsensfigurer fra tegningerne, fx omtalte kylling med hajfinne. Hertil kommer hans evne til at give sine malerier absurde og humoristisk titler, som styrer betragterens oplevelse i bestemte retninger. Man ’læser’ titlen ind i billedet og forsøger at finde en mening i det malede kaos, men fortolkeren må ofte give fortabt.
Lars Nørgård er hele tiden i gang, og det kan være svært at forlade atelieret, fordi der er så meget tryk på. Han må indimellem gå rundt om hjørnet og få sig en øl for at sluse sig selv ud af maleprocessen, før han kan gå hjem til familien. Den bedste dag at arbejde er søndag, for så kan han male uforstyrret i mange timer ad gangen. Det er ham meget magtpåliggende kun at bruge økologiske og miljørigtige, giftfrie farver. Han undgår for enhver pris at forurene. På spørgsmålet om, hvornår hans billeder er færdige, svarer han: »Nar man kan mærke det i maven. Det er en udskillelsesproces. Det er dybt patetisk, for billedet siger til mig, at nu skal du lade mig være i fred, og nu kan du godt lunte hjem«, griner Lars Nørgård. Jeg skynder mig væk, så jeg kan give ham fred til at gå i gang med sit næste billede.