Momentvis lykke

Interview med Lars Nørgård, Bo Bedre #7

Lars Nørgård byggede i 2011 et atelier i haven bag sit hus i Hellerup. Her arbejder han fra tidlig morgen og skifter arbejdsplads, efterhånden som lyset flytter sig. Om sommeren holder han de store glasdøre åbne og følger med i familielivet ude på plænen. Da føles tilværelsen helt rigtig. 

 

I 2011 fik Lars Nørgård en huslejestigning, der sved, så han valgte at opgive sit store, to etages atelier på 350 kvm på Nørrebro, hvor han havde arbejdet i en årrække. I stedet opførte han et atelier i sin baghave i Hellerup. Vi mødes i atelieret en sommeraften, hvor sollyset stadig vælder ind ad vinduerne. 

”Da jeg fik en huslejestigning, der tredoblede huslejen, var det på tide at tænke sig om,” fortæller Lars Nørgård. Den dag, jeg modtager brevet, ser jeg et opslag hos Brugsen med arkitektfirmaet Hoff & Jørgensen her i Hellerup, og kl. 16 om eftermiddagen ringer jeg på og forelægger mit problem. Det var en fredag. Allerede om mandagen har de undersøgt, hvordan der kan bygges med hensyntagen til de krav, som myndighederne stiller, at der skal være tre meter til skel, at der er begrænsninger på højden m.v. Det hele går lynhurtigt. En uge efter har Rolf Sørensen, som arkitekten hedder, lavet tegningen, og tre måneder efter står atelieret færdigt med veg-tech tag og det hele.” Det hjalp selvfølgelig også lidt på sagen, at Lars Nørgård kender Gentofte Kommunes borgmester personligt, så byggetilladelsen blev givet i løbet af en uge. Atelieret måler 420 cm i højden, 420 cm i bredden og 1350 cm i længden. Taget skråner, så vandet kan løbe fra. Det er et smukt, sortbejset træhus med klog belysning, som gør det muligt for maleren at male, år det er mørkt. Nu kan Lars Nørgård gå til fra hjem og arbejde, så han sparer transporten. ”Der er flest fordele ved at arbejde hjemme. Selvfølgelig har jeg lidt pladsmangel nu, når jeg er gået så meget ned i kvadratmeter, men jeg har et eksternt lager til skitser og færdige arbejder og arkivet. En anden ulempe er, at jeg ofte tænker på, at jeg lige burde gå ind i huset og sætte en vask over, men hvis jeg begynder arbejdet tidligt, er jeg nået meget langt i mit arbejde, inden tankerne om det huslige melder sig. Atelieret kostede det samme som mit gamle atelier ville have kostet i årlig husleje efter huslejeforhøjelsen, så det var en god investering,” siger han. 

Efter kl. 15 kommer sollyset ind i atelieret, og så fortsætter Lars Nørgård på de malerier, som står bagest i rummet, hvor der er skygge. Belysningen er udviklet af det tyske lysfirma Erco, der er specialister i arkitekturbelysning, og som har leveret mange belysningsløsninger til kunstmuseerne. Lysarmaturer er meget miljøvenlige og bruger næsten ingen elektricitet. 

Lars Nørgård fortsætter: ”Men som sagt opvejer fordelene absolut ulemperne. Det er fx paradis at arbejde her, især om sommeren med åbne døre, hvor jeg arbejder inde og spiller høj musik, mens min kone og lille datter leger ude på vattæpperne i haven. Det bliver ikke bedre.” 

Lars Nørgård har netop vist separatudstillingen ’Fairway’ i Galerie Mikael Andersen i Bredgade, og frem til den 12. juli er han med på udstillingen ’Sculptures and Works on Paper’ i Mikael Andersens galleri i Berliner-bydelen Prenzlauerberg. 

Maleriet er stadig et uudtømmeligt medie for en kunstner med en så frodig fantasi som Lars Nørgård (f. 1956). Der findes ikke den ting i verden, som han ikke kan male. Han mestrer som meget få malere i vores tid den mimetiske kunst, som efterligner virkeligheden 1:1. I sine figurbilleder henter han ofte inspiration i de gakkede tegninger, som han sådan lige ryster ud af ærmet, men malerierne er generelt mere mystiske og gådefulde, hvis ikke han maler helt abstrakte billeder, der er sprængfulde af energi. Disse malerier er ikke for fastholdere, og de har det bedst, hvis de optræder alene i stuen – evt. i selskab med et af Lars Nørgårds andre malerier, da andre billeder vil blive blæst om kuld i deres selskab. Der indgår elementer fra Lars Nørgårds eget levede liv Lars Nørgårds figurative malerier. Fx et hjerte – for har man nået Nørgårds alder, begynder alderen og livsstilsskavankerne så småt at melde sig. I flere billeder optræder et staffeli og et endnu ufærdigt maleri samt en palet, for Lars Nørgård maler. Hele dagen. Ting, som han går og tumler med vandrer ind i billederne og transformeres til vildt associative billedelementer, der danser med hinanden på fladen. 

Lars Nørgård er en væsentlig fornyer af maleriet på den danske kunstscene, og når det kommer til hans surreelle og gakkede tegninger, nærmer vi os det geniale. Hvorfra kommer disse absurde ideer? spørger man sig selv. Allerede i 1980’erne fik kunstoffentligheden et godt øje til Nørgårds maleri, men i 1990’erne mødte et meget bredere publikum hans kunst, da han for DSB udførte en serie plakater med den for ham karakteristiske streg, som fanger hans vilde ideer i flugten. Med sin gakkede og gådefulde humor satte han så at sige fut i togdriften på alle stationer i landet. Og for kort tid siden lavede han en plakat til Cirkus Nemo med en akrobat, der kravler igennem to tennisketsjere. Et helt umuligt, absurd og vildt projekt – lige dele Søren Østergaard og Lars Nørgård. 

Lars Nørgård dukkede op på den danske kunstscene i begyndelsen af 1980’erne – idet han afbrød et studieforløb i San Francisco, hvor han var ved at uddanne sig som maler. I stedet for en MA blev det derfor kun til en bachelor grad fra Academy of Art College. På et besøg i Danmark i 1981 besluttede han sig nemlig til at blive. Det skete, efter at han havde mødt nogle af sine generationsfæller i det famøse Værkstedet Værst, en kunstnerisk rugekasse i Rosenørns Allé med et særdeles frugtbart, eksperimenterende miljø. Det var 1980’ernes pendant til 1960’ernes Eks Skole. Midt i det store, brogede opbud af kunstnere, som i medierne gik under fællesbetegnelsen ’De unge vilde’, skilte Nørgård sig ud som en mere klassisk, figurativ maler med sin genuine motivverden – ikke sjældent serveret med tungen i kinden og et overskud af sort humor. I modsætning til mange af sine generationsfæller, der gik på Kunstakademiet i 1980’erne, har Lars Nørgård aldrig opereret med et teoretisk metaplan – han er en reflekteret og vidende kunstner, en intellektuel og tænksom sjæl, men han er ikke nogen akademikernørd, hvis kunst bliver til på baggrund af læsninger og teoretiseringer. Hans kunst sparkes i gang af hans grænseløse, visuelle fantasi. Og det er slet ikke stilnet af – snarere tværtimod. Det ses med al ønskelig tydelighed på den nye udstilling, hvor vi bombarderes af indtryk fra lærrederne, der trods den energi, de udstråler, alligevel balancerer fornemt, men uroligt, på fladen. 

Du har sat mange farver i spil i dine nye malerier. Hvilken rolle spiller farven for dig? 

”Jeg anvender farven, så den både skaber harmoni og disharmoni. Jeg tilstræber, at der opstår en masse energi – billedet skal nærmest udsende elektriske udladninger. Til det formål veksler jeg bl.a. imellem kolde og varme farver. Hvis du ser på det røde parti dér (Lars Nørgård peger på et område af et meget stort maleri i højformat), så har jeg brugt tre forskellige røde farver, både varme og kolde, hvilket holder maleriet i bevægelse. Desuden arbejder jeg med en variation i stofligheden – i det hele taget går jeg meget op i variationen på fladen. Nogen gange overtager den lille kemiker processen,” griner Lars Nørgård. ”Jeg skal vide, hvor meget farven skal tørre, inden jeg påfører et tyndt lag oven på et tykt. Jeg gør alt det forkerte, alt det, man ikke må inden for maleri for at få nogle spændende virkninger frem. Jeg skal vide på minuttet, hvornår jeg skal slå til. Arbejdet med disse malerier er derfor enormt intenst. Der er ikke plads til andet, mens det står på, og man kan ikke bare gå hjem midt i det hele.” 

Hvordan kommer du i gang med sådanne kæmpemalerier, som du netop har udstillet i Galerie Mikael Andersen i Bredgade? 

”Jeg arbejder intuitivt uden forudgående skitse, så maleriet leder mig frem til næste trin, indtil det er færdigt. Hvert farvet felt har sin egen personlighed – det er et mikrokosmos. Undertiden er det nødvendigt at indsætte nogle mosaikagtige elementer, som forhindrer, at billedet får et fikspunkt eller et centrum. Billedet skal hele tiden vrides væk fra en mening. Hver gang man tror, at nu har man en mening, skal den forsvinde til fordel for en ny mening. ” 

Ligesom fikserbilleder? 

”Ja, lige netop! Og når jeg arbejder med kvadratiske billeder – og det sker tit, især her i mit nye atelier, hvor væggen, som jeg maler det store billeder på, er egnet til disse kvadratiske billeder – forsøger jeg hele tiden at fjerne centrum fra midten.” 

Men hvad handler disse billeder fundamentalt om? Selv læser jeg dem som en fantastisk metafor for kaos og orden. De rummer lige meget af begge dele. Hvad siger du selv? 

”Jeg synes også, de afspejler hele mit eget liv, som er lige dele kaos og orden (latter). 

Malerierne har en kolossal betydning for mit velbefindende – jeg er ikke særlig rar at omgås, hvis jeg ikke har malet et stykke tid. Dermed ikke være sagt, at det er terapi for mig, men der er tale om et eksistentielt vigtigt felt. Mit maleri er et fuldkomment drug, og det er meget vanskeligt at holde ferie fra det.”